Shopify udvikler sig hele tiden med nye funktioner og løbende forbedringer, der giver forhandlere et forspring – men det skal ikke føles som en sur pligt at holde sig opdateret. Derfor har vi samlet alle nyheder om vores POS (kassesystem, software og hardware) samt relevante ændringer i Shopify ét sted.
Hver anden uge udgiver Shopify en ny version af POS-appen, og vi opdaterer dette indlæg med de vigtigste nyheder. Hvis du har flere butiklokationer, anbefaler vi at bruge et MDM-system (Mobile Device Management) til at administrere app-versioner og teste nye udgivelser på udvalgte enheder, før de rulles ud i alle butikker.
Bemærk, at tilgængeligheden af POS-funktioner, betalingsmetoder og hardware kan variere efter land, abonnement og opsætning. Gennemgå derfor altid de relevante krav i Shopify Hjælp, før du udruller nye funktioner på tværs af butikker. Skærmbillederne viser eksempler fra Shopify POS og kan i visse tilfælde afvige fra det, du ser i en dansk butik.
Opdateringer i POS version 11.16
Opdateringer i POS version 11.16 (udgivelsesdato 28. september 2026)
Opret ordrer med lokal levering direkte i POS

Hvad er ændret: Medarbejderne kan nu oprette ordrer med lokal levering direkte i Shopify POS. De kan lægge varer i kurven, tilføje kundens leveringsadresse og vælge lokal levering, hvis adressen ligger inden for butikkens leveringsområde. Leveringsområdet kan afgrænses efter postnumre eller afstand fra butikken. Der er ikke længere behov for at bruge noter, tags eller andre manuelle løsninger til at holde styr på leveringen.
Hvorfor det betyder noget: Hvis en kunde gerne vil have sine varer leveret til en adresse i nærheden i stedet for at tage dem med hjem, kan medarbejderne arrangere leveringen direkte ved kassen. Det sparer tid, mindsker risikoen for, at vigtige oplysninger går tabt, og gør det nemmere at håndtere lokale leveringer, også når der er travlt i butikken.
Tilgængelighed: Kræver Shopify POS Pro og version 11.16 eller nyere. Lokal levering skal være aktiveret for den relevante butik i Shopify-administratoren under Indstillinger > Forsendelse og levering > Lokal levering.
Udfør planlagte lageroptællinger direkte i POS

Hvad er ændret: Medarbejderne kan nu gennemføre planlagte lageroptællinger direkte i Shopify POS. Optællingerne oprettes på forhånd i Shopify-administratoren for den enkelte butik. Herefter kan medarbejderne tælle varerne i POS og sende resultaterne til gennemgang. Resultaterne sendes til gennemgang i Shopify-administratoren, hvor en leder kan godkende optællingen, før lagerbeholdningen bliver opdateret.
Hvorfor det betyder noget: Lageroptællingen bliver nemmere at organisere, især når flere medarbejdere skal hjælpe med at tælle varer i butikken eller på lageret. Alle arbejder ud fra den samme planlagte optælling, så det bliver lettere at koordinere arbejdet, undgå dobbeltarbejde og mindske risikoen for fejl.
Tilgængelighed: Kræver Shopify POS Pro på den pågældende butikslokation og POS version 11.16 eller nyere. Medarbejderne skal have tilladelsen Udfør lageroptællinger, som kan administreres under Indstillinger > Brugere i Shopify-administratoren.
Filtrer søgeresultater i Shopify POS
Hvad er ændret: Medarbejderne kan nu gøre søgningen i Shopify POS mere præcis ved at vælge, om de vil søge efter produkter, ordrer eller kunder. De kan også bruge filtre til at indsnævre søgeresultaterne yderligere, så de hurtigere finder de oplysninger, de leder efter.
Hvorfor det betyder noget: Når der er travlt ved kassen, er det en fordel hurtigt at kunne finde den rigtige kunde, slå en ordre til afhentning op eller tjekke produktoplysninger. Med de nye søgefiltre slipper medarbejderne for at gennemgå en masse irrelevante resultater og kan hurtigere komme videre med at betjene kunden.
Tilgængelighed: Funktionen er automatisk tilgængelig i Shopify POS version 11.16. Ingen opsætning nødvendig.
Godkend login på nye POS-enheder
Hvad er ændret: Medarbejdere, der ikke har rollen Opsætning af POS-enhed, får nu hjælp til at anmode om godkendelse fra en POS-enhed i nærheden, som allerede er logget ind. Det kan ske via Bluetooth eller ved at scanne en QR-kode.
Hvorfor det betyder noget: Det bliver nemmere for medarbejderne at logge ind på en ny POS-enhed uden at skulle starte forfra eller finde en administrators loginoplysninger. En kollega med de rette tilladelser kan godkende login fra en enhed, der allerede er i brug.
Tilgængelighed: Funktionen er automatisk tilgængelig i Shopify POS version 11.16. Med Bluetooth kan en POS-enhed, der allerede er logget ind, registrere den nye enhed i nærheden. En medarbejder med rollen Opsætning af POS-enhed kan derefter godkende login med sin pinkode. Hvis Bluetooth ikke er tilgængelig, kan medarbejderen i stedet bruge en enhed, der allerede er logget ind, til at scanne QR-koden på den nye enhed. Victa Mobile understøtter kun godkendelse via QR-kode.
Læs mere om login via enhed i nærheden
Opdateringer i POS version 11.15 (udgivelsesdato 14. september 2026)
Hold kurven synlig på mobilen

Hvad er ændret: Indkøbskurven er nu altid synlig i Shopify POS på mobilen. Medarbejderne kan med det samme se, når en vare bliver lagt i kurven, og holde styr på kundens køb uden at skulle skifte til en separat fane.
Hvorfor det betyder noget: Når medarbejderne betjener kunder rundt om i butikken, hjælper med at afvikle køen eller sælger varer ved events, kan de hurtigt tjekke, om de rigtige varer er lagt i kurven. Det sparer ekstra tryk på skærmen, mindsker risikoen for fejl og gør det nemmere at gennemføre salg direkte fra mobilen.
Tilgængelighed: Funktionen er automatisk tilgængelig i Shopify POS version 11.15. Ingen opsætning nødvendig.





